ENGLISH  DANSK

OLIVER WEERS

Oliver Weers lagde sig tungt i bevidstheden på den danske befolkning i 2007, da han deltog i den første omgang af tvfænomenet X-factor. Nu er han klar med sit andet soloalbum.

Med sin stærke stemme og karismatiske væsen blev Oliver Weers hurtig en yndling af X-Factor tilbage i 2007. Han trak flere og flere overskrifter i Danmark. Hans popularitet udmøntede sig i en optræden til finaleshowet med de andre deltagere, hvor Oliver fik lov at afslutte Queens klassikeren ”We Are The Champions” foran to millioner tv-seere. Opmærksomheden fra den danske musikbranche var blevet vakt, og allerede i starten af 2008 kunne Oliver Weers offentliggøre, at han var klar med sit debutalbum ”Get Ready”. Oliver Weers var et navn, der gav genklang i stuerne og derfor fik hans udgivelse også en hel masse opmærksomhed fra de danske medier. Ikke uden grund for ”Get Ready” havde et lineup meget få debuterende kunstnere kan hamle op med. Lineup’et bestod af den danske superproducer Søren Andersen (Mike Tramp, Artillery) og de levende legender Tommy Aldrigde (Ozzy Osbourne/Whitesnake) på trommer og Marco Mendoza (Whitesnake/Thin Lizzy) på bas. I september 2008 udkom ”Get Ready” til bred anerkendelse i de danske medier og kort efter gentog succesen sig i Europa og Japan. Der var ingen tvivl om, at verden var ved at omfavne Oliver Weers og hans stilsikre hardrock. I tiden efter ”Get Ready” etablerede Oliver sig sikkert som en af de førende hardrock-sangere i Skandinavien og opmærksomheden omkring hans debut resulterer i supportjobs for giganter som Mötley Crüe og Whitesnake. Nu ca. 3 år efter udgivelsen af debuten er Oliver Weers klar til at vise, at første udspil på ingen måde var et ”lucky punch”. Noget kunne tyde på at Oliver har sat sig godt fast i bevidstheden på det europæiske hardrock marked. Hans andet album ”Evil’s Back” har allerede før udgivelsen skabt en masse røre især i Tyskland, hvorfra Metal Heaven udgiver pladen i Europa (undtaget Danmark). Georg Siegl, der ejer tyske Metal Heaven, er begejstret for det nye udspil fra Oliver Weers og er glad for at tilføje ham under sin allerede imponerende roster, der tæller bl.a. Riot, TNT og Soul Doctor. Om den nye udgivelse siger Georg Siegl: ”Kvaliteten af de nye sange er endnu stærkere end på den blændende debut. Jeg er overbevist om at denne fantastiske udgivelse vil blive en stor succes.”

”Evil’s Back” indeholder 12 intense og fængende sange, der består af hårdt skårede riffs og fængende melodier, som er blevet til i samarbejde med nogle af de mest talentfulde og kreative producere og musikere på den danske rockscene i disse år. Lineup’et består af de to talentfulde producere og sangskrivere Anders Bo og Anders Borre, samt guitarvirtuosen Laki Ragazas fra Grækenland. I den grad et multikulturelt band, hvilket ikke er overraskende for Oliver, når man tager hans fortid i betragtning. Oliver Weers har selv en baggrund, der inkluderer en tysk/engelsk familie og har derudover arbejdet i Norge, Danmark, Tyskland, England og Japan. På alle måder kan man betragte manden med den store stemme som en borger af verden. Netop dette har givet inspirationen til temaet på hans andet udspil, der beskæftiger sig med den nuværende recession, og de ting den gør ved mennesker i hverdagen. “Tekstuniverset har et udgangspunkt i den globale krise og det skifte, der sker i folks opførsel overfor hinanden, for vi er alle i samme båd uanset, hvor du kigger hen. Jeg tror og håber, at lytteren derude kan relatere til mine tekster, men derudover formår at skabe sine egne fortolkninger af sangene.”

”Evil’s Back” er mikset af Kristian Thomsen, der tidligere har siddet bag pulten for bl.a. Black City og A Kid Hereafter. Han udtaler om albummet: ””Evil's Back” er en symfoni af uforfalsket hard rock samt overmenneskelige vokalpræstationer. Det mest autentiske album jeg har arbejdet med.”

Oliver Weers’ andet album er en videreudvikling af sangeren og sangskriveren som kunstner. Der bliver virkelig skåret ind til benet samtidigt med at der efterlades plads til overraskelser, til stor fornøjelse for enhver hardrock-fan.

MYSPACE >>